Men ak ak ak det er også sørgeligt :( Fordi det betyder et farvel til alle de skønne huer.
Farvel til at mærke varmen brede sig fra en ny hue. Farvel til planlægningen og indkøb af nyt garn til den næste (perfekte) hue. Farvel til at forhindre min datter i at håndtere huerne med leverpostejs-fingre (ok, det kommer jeg nok ikke til at savne). Men det sørgeligste farvel, må være ikke skulle strikke flere (lige foreløbig). Ak ak ak
Som tak for at lægge en god og produktiv tid bag sig, bringer jeg her et portræt af vinterens huer.
Denne hue var en virkelig god ven. Jeg fandt dette her fantastiske garn, som havde 1000 farver og flankerede med en stor pompon, hvilket passede godt til min (grå) vinterjakke. Den blev strikket i efteråret som reaktion på, at jeg ikke oplevede, at huerne fra sidste år oprigtig afspejlede mit indre - og at jeg frøs rigtig meget om hovedet. Jeg elskede den hue.
Desværre blev den for kold. Den er vist strikket på pind 6 og da kulden virkelig kom, måtte den pensioneres. Så jeg fandt en opskrift fra Isager på Chrysanthemum. Jeg kunne ikke få de farver jeg ville, så jeg endte med at bruge garn fra Det Uendelige Garnlager. Jeg lavede lidt om på opskriften, så den fik et op smøg. Den blev god og varm, men der var aldrig rigtig god kemi mellem os. Det var som om hun (huen) aldrig rigtig var parat til at give noget.
Skænderierne var endeløse, så i starten af februar måtte der ske noget nyt. Det blev starten på en kort, men utrolig hed kærlighedsaffære, med Verdens Største Pompon, som den sagde var dens navn.
Pomponen er på størrelse med en mandeknytnæve og jeg brugte nok 1/3 af garnet på den alene. Garnet er forøvrigt 80 uld og 20 alpaka, i forskellig tykkelse, strikket på pind 6. Som sædvanlig trevlede jeg op flere gange, sådan er det jo når man ikke har en opskrift, men da den var færdig var det love at first sight. Snøf jeg savner den allerede. Untill we meet again...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar