Hej forår og farvel vinterens skønne huer

Det er for alvor ved at blive forår og det er jo fantastisk :) Denne blomst er godt nok fra sidste år, men jeg håber, at denne sommer bliver lige så dejlig.



Men ak ak ak det er også sørgeligt :( Fordi det betyder et farvel til alle de skønne huer.

Farvel til at mærke varmen brede sig fra en ny hue. Farvel til planlægningen og indkøb af nyt garn til den næste (perfekte) hue. Farvel til at forhindre min datter i at håndtere huerne med leverpostejs-fingre (ok, det kommer jeg nok ikke til at savne). Men det sørgeligste farvel, må være ikke skulle strikke flere (lige foreløbig). Ak ak ak

Som tak for at lægge en god og produktiv tid bag sig, bringer jeg her et portræt af vinterens huer.

Denne hue var en virkelig god ven. Jeg fandt dette her fantastiske garn, som havde 1000 farver og flankerede med en stor pompon, hvilket passede godt til min (grå) vinterjakke. Den blev strikket i efteråret som reaktion på, at jeg ikke oplevede, at huerne fra sidste år oprigtig afspejlede mit indre - og at jeg frøs rigtig meget om hovedet. Jeg elskede den hue.



Desværre blev den for kold. Den er vist strikket på pind 6 og da kulden virkelig kom, måtte den pensioneres. Så jeg fandt en opskrift fra Isager på Chrysanthemum. Jeg kunne ikke få de farver jeg ville, så jeg endte med at bruge garn fra Det Uendelige Garnlager. Jeg lavede lidt om på opskriften, så den fik et op smøg. Den blev god og varm, men der var aldrig rigtig god kemi mellem os. Det var som om hun (huen) aldrig rigtig var parat til at give noget.



Skænderierne var endeløse, så i starten af februar måtte der ske noget nyt. Det blev starten på en kort, men utrolig hed kærlighedsaffære, med Verdens Største Pompon, som den sagde var dens navn.
Pomponen er på størrelse med en mandeknytnæve og jeg brugte nok 1/3 af garnet på den alene. Garnet er forøvrigt 80 uld og 20 alpaka, i forskellig tykkelse, strikket på pind 6. Som sædvanlig trevlede jeg op flere gange, sådan er det jo når man ikke har en opskrift, men da den var færdig var det love at first sight. Snøf jeg savner den allerede. Untill we meet again...

Lutten :)

Jeg har en lille stor dejlig pige på halvandet og hun er simpelthen så dejlig. Det var svært for mig at blive mor, men da jeg endelig fattede det, har jeg elsket det lige siden :) De første 6 måneder boede hun nærmest i ring-slyngen. Hun elskede at sidde og kigge med, og jeg har taget så mange dejligt nærværende billeder, mens hun var i slyngen. Dette her er et af min ynglings.

Luttens malerier

Min halvanden årige datter er en dejlig krudtugle. Hun elsker at danse og hoppe og undersøge og kan næsten ikke sidde stille. Men en ting kan få hende til at være meget koncentreret og helt stille i op til 2 timer... at male. Så det gør vi rigtig ofte :)



Jeg køber lærreder i 'dyre-butikken' (til en 10'er), fordi hun elsker at male på dem. Malingen er noget øko-noget og farverne er virkelig gode. Bagefter sætter vi dem op på væggen, nogle i stuen og nogle inde på hendes værelse. Når vi får gæster elsker hun at vise rundt og vise hvilke der er hendes billeder og hvilke der er mors (jeg maler også) :)



I starten ville hun ikke røre malingen, men kun holde helt ude i spidsen af den lange voksenpensel. Efter et halvt år, har jeg nu fået hende til at røre malingen - og nu elsker hun at male sig på hænderne. En farve til hver hånd og en tredje på penslen og så køre det :)



Ofte tegner vi sammen, hvilket jeg synes er vildt sjovt. Nogle gange starter jeg (ofte med en kat, fordi alt er "mijav" i øjeblikket), ellers starter Lutten med at tegne noget, som jeg så får til at blive til et dyr. Det er det hyggeligste i verden :)